Cecilie har i to uger fulgt 3.A fra Rysensteen
Gymnasium. Hun har været med dem til hverdag og
fest. På en mission hvor hun selv blev mindet om,
hvordan det er at være en del af en klasse lige inden
studentertiden afsluttes.

3.A

For nogle uger siden, sad jeg ugidelig og sur på mit værelse efter et endnu et distanceret Zoom-møde. Det var tid til at vælge mit afgangsprojekt for førstehalvåret på KBH Film og Fotoskole. Jeg følte, at et så alvorligt projekt som et, der var afsluttende, skyldte jeg lige tog mig lidt sammen og på to uger indfangede livet, døden og meningen med det hele. Da jeg ikke fik meget opbakning til det nette lille projekt, gik jeg i trods og valgte noget mere overskueligt.

Sådan gik det til, at jeg igennem to uger fulgte 3.A fra Rystensteen Gymnasium med det formål at lave en reportage om dem. I de to uger, har jeg været med til fester, til musiktimer fyldt med korsang og til hyggelige historietimer med filmvisning på det store hvide lærred, der var rullet ned fra det høje bjælkeloft i salen. 3.A sidder placeret i det smukkeste af Rystensteens lokaler, en gammel gymnastiksal med hvide hvælvinger i kontrast til de ellers postkasserødmalede vægge. Her sidder de med god afstand - mindst to meter fra næsetip til næsetip. Imens smyger jeg mig rundt i lokalet med et lydløst kamera. Som en anden spion har jeg i to uger betragtet deres verden på en vis udefra som en fremmed, en tilkommer til et allerede etableret fællesskab. På anden vis som en insider i et lille trygt miljø af unge på tærsklen til de store beslutninger. Med mine egne 22 år, er jeg ikke meget ældre end studenterne to be, og det er da heller ikke et fjernt minde, når jeg tænker tilbage på min egen studentertid.

Jeg husker min egen studentertid præcis ligesom deres. Vi holdt fester flere dage i streg, selvom eksamenerne begyndte næste mandag. Ligeledes havde også vi stamværtshuse, vi besøgte i små grupperinger af varierende mennesker. Det overrasker mig faktisk præcis hvor ens denne afsluttende tid med 3.A, er med min egen tid. De eneste umiddelbare differentieringer jeg støder på, tilskriver jeg den geografiske forskel. Da jeg selv stoppede med at være 3.K’er, boede jeg i Odense og dimitterede fra Tornbjerg Gymnasium i udkanten af Odense. Vi boede langt fra hinanden. Det krævede flere heldige busplaner og forstående forældre, hvis vi skulle mødes spontant. Rysensteen ligger derimod klods op ad Hovedbanegården i København. 3.A’erne bor tæt på hinanden. Meget tæt, så tæt at to af eleverne efter de var startet i samme klasse opdagede, at de faktisk kunne hilse på hinanden, ved at banke på væggen i deres tilstødende soveværelser. De joker med, at det bliver en utrolig kort lastbiltur, hovedsageligt på Vesterbro. Disse unge københavnere kommer nemt rundt mellem hinanden, og de benytter chancerne. En klassefest er aldrig mere end en facebookchat og en halv time væk.

Efter mit første møde med 3.A stod jeg tilbage med ét meget klart indtryk af denne gruppe: Deres fællesskab er utrolig stærkt. Uden nogen synderlige anstrengelser kunne fællesskabet snildt bære en nytilkommen. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg også drak øl og ikke skilte mig synderligt ud fra flokken ud over en selvfølgelig lidt atypisk opførsel, som man får, når man er på en mission for at skildre. Efter jeg som en anden paparazzi havde overfaldet dem, da de kom ud fra den sidste skriftlige eksamen, mærkede jeg knuden af spirende nervøsitet over at skulle møde en helt ny flok mennesker. Nervøsiteten gjorde mine sociale følehorn sensitive og kampklar, men forsvandt lige så hurtigt i takt med duggen på de første fadøl i solen.

Vi sad på “Skammekrogen,” deres stamsted. De havde mødt kameraet, som det første, og nu skulle de møde mig. Det var første dag, værtshuse igen måtte åbne op til den nye virkelighed. Ved de små runde cafeborde på en plads på Vesterbro var næsetipsafstanden skrumpet betydeligt. Kromutteren

på stedet betragtede arrangementet i døråbningen, men lod os sidde med en afvigende gestik og en bemærkning om, at vi lod os indfinde som “separate forsamlinger.” Det gjorde vi så, bortset fra mig der lod mig invitere fra bord til bord af nysgerrige spørgsmål om mig og mit projekt. Den gang slog jeg ud med armene, som jeg formulerede klassiske journalistiske tanker om at ville skildre “Stundenterårgangen 2020”. En titel, der i sig selv var ubemærkelsesværdig banal, men som jeg selvfølgelig vidste, ligeså godt kunne være døbt CORONAÅRGANGEN. Eventuelt bøjet i neon, eller skrevet på en Cavling statuette.

Jo flere dage jeg brugte med 3.A, jo mindre blev mine store floskler om samfundsrelevant reportage og de store overgange i livet. Til gengæld steg mit eget velbehag markant. Pludselig var jeg midt i det stærke fællesskab, som jeg så længe havde ønsket mig i København. Jeg var automatisk inviteret med til fest hos Victoria, også selvom den endte hos Sofie. Jeg blev tilbudt en øl, når jeg ikke havde nogen og pludselig fotograferede de også mig. Afstanden mellem betragter og fællesskabet, som var mit objekt var blevet så papirstynd, at den var svær ikke at overse. Jeg hyggede mig, festede med og skød billeder fra hoften. Jeg var blevet en del af et selvfølgeligt fællesskab.

De følgende dage, tog jeg flere gange mig selv i, at sidde stille og lytte til hvad læreren sagde, som om også jeg skulle huske at udføre mit talepapir til SRP-eksamen korrekt. Jo længere ind i dagene, vi kom, jo færre gange blevet jeg slået ud af denne vuggende sammenhørighed. Da musikundervisningen på ganske få sekunder slog over i en for dem velkendt melodi, fandt jeg mig selv midt i et kor af smukke unge mennesker. Kun der, hvor jeg ikke kendte teksten, stod jeg igen udefra og kiggede ind. Jeg blev rørt af deres impulsive intimitet mens lyse stemmer flerstemmigt gled ind og ud mellem hinanden rundt omkring mig. Mens jeg tog mig til brystet af overraskelse, ønskede jeg inderligt for dem, at dette længe leve måtte.

Corona fyldte pludselig ikke så meget. Jo vi sprittede af, og der blev joket med coronaforsigtighed, når nogen rullede rundt i græsset, men det slog mig hurtigt at dette klassefællesskab ikke var anderledes end netop mit eget, eller alle andre velfungerende 3.g-klasser. 2020-årgangen var ikke en særlig årgang. Det var ikke her historien lå. Det særlige lå i, at fællesskabet der kan udvikles på blot tre år i en gymnasieklasse, er noget evigt særligt, der gentager sig igen og igen, selv trods ydre forstyrrelse og aflyste traditioner. Det blev 3.A beviset på.

Da jeg sidste dag havde massere af materiale men alligevel ville forsøge at skyde det sidste eventuelle pletskud, var salens lærred pludselig sammenrullet oppe blandt de hvide bjælker i loftet. Den sorte bagvæg, som før var skjult, var blevet blottet. På den hang 12 stykker papir, hvert af dem nummeret med et stort tal i midten. På det første i rækken, stod tallet 12 og på det sidste var påskriften “ 1 TILYKKE.” Der var en fortsættelse frem mod dette proklamerede 1-tal. De talte ned! Ned til den dag det hele sluttede. Hvorfor ville de dog tælle væk fra dette så favnede rare fællesskab og hvorfor markeredes slutdagen med et “tillykke?” Kun ungdommen er dum nok til at tælle ned til dens eget ophør, tænkte jeg for mig selv.

Mens jeg sad i mine gammelkloge og halvforargede tanker, bankede erindringerne fra min egen studentertid på igen. Vi gjorde præcis det samme, og jeg ville ikke have ønsket det anderledes. Banaliteten i hverdagen og den manglende benovelse over hvor specielt det er, at være en del af et så selvfølgeligt fællesskab ender ofte med at være selve grundlaget for bærekræften. Uden den indstilling, havde fællesskabet sandsynligvis ikke flydt frit nok til at indlemme mig, for en stund. Min oplevelse med 3.A inviterer til klicheer om ikke at vide hvad man har, før man mister det.

Sådan gik det til, at jeg i to uger ikke skænkede livet og døden og meningen en tanke, men måske fandt det alligevel. Tak til 3.A for at lade mig leve sammen med jer.

Kærligst

Cecilie 5.K